VW lytter til kritikken: Fysiske knapper gør comeback i den nye ID. Polo
Volkswagen afslører ID. Poloens innovative interiør, der forener kundefeedback, højkvalitetsmaterialer og intuitive knapper med charmerende retro-skærme. Klar til bestilling maj 2026.

Volkswagen er klar med en ny generation af interiørdesign, der debuterer i den kommende ID. Polo. Nøgleordene er højere kvalitet og en tilbagevenden til mere intuitiv betjening - komplet med fysiske knapper på rattet.
Efter en periode med svingende anmeldelser af betjeningen i de første ID.-modeller, har Volkswagen taget konsekvensen. Mærket har lyttet til kundernes feedback, og resultatet er en helt ny kabine-filosofi, der præsenteres første gang i den nye, kompakte elbil, ID. Polo.
Den nye tilgang skal danne skole for alle fremtidige elektriske modeller fra VW og fokuserer på at kombinere moderne skærme med den klassiske, intuitive brugervenlighed, som mærket tidligere var kendt for.

Slut med touch-knapper på rattet
Den mest markante ændring for mange vil være gensynet med rigtige, fysiske knapper. Især på multifunktionsrattet, hvor de udskældte berøringsfølsomme overflader er erstattet af tydelige knapper med rigtig feedback.
Også under den store centrale 13-tommer infotainmentskærm finder man nu en række dedikerede fysiske knapper til hurtig adgang til klimaanlæg og nødblink. I midterkonsollen er der desuden kommet en fysisk drejeknap til volumen og skift af musiknummer, som nemt kan nås af både fører og passager.
Kvalitetsløft og ny software
Volkswagen lover også et generelt løft i oplevet kvalitet med udbredt brug af stofbeklædte overflader og bløde materialer på instrumentbord og døre. Designsproget kaldes 'Pure Positive' og skal skabe en mere indbydende atmosfære.

Under overfladen introducerer ID. Polo en ny generation af VW's software. Det betyder blandt andet en forbedret 'one-pedal-drive', avancerede parkeringsassistenter og tredje generation af Travel Assist, der nu kan genkende røde trafiklys og stopskilte.
En digital tidsrejse til 80'erne
Som en charmerende "hemmelig ingrediens" har VW tilføjet en speciel retro-funktion.
Med et tryk på en knap kan de moderne digitale skærme ændre udseende, så de ligner instrumenteringen fra en klassisk Golf 1 fra starten af 1980'erne. Speedometeret bliver til traditionelle ure, musikafspilleren viser et kassettebånd, og navigationen ligner et gammeldags, let krøllet papirkort.
Den nye VW ID. Polo forventes at blive introduceret i september 2026, men Volkswagen åbner for bestillinger allerede i løbet af maj måned 2026.


