Ny Renault Trafic Van E-Tech Electric kåret som International Van of the Year 2027
Den nye Renault Trafic Van E-Tech Electric er kåret som International Van of the Year 2027. Oplev banebrydende 800V teknologi, 470 km rækkevidde og SDV.
Ny Renault Trafic Van E-Tech Electric kåret som International Van of the Year 2027
København, 15. september 2026 – Den nye Renault Trafic Van E-Tech Electric har netop sikret sig den prestigefyldte titel som International Van of the Year 2027. Afgørelsen blev truffet enstemmigt af en jury bestående af 26 uafhængige varevognsjournalister fra hele Europa, hvilket cementerer varevognens position som en banebrydende aktør på markedet for elektriske erhvervskøretøjer.
Enstemmig anerkendelse fra juryen
Jarlath Sweeney, formand for International Van of the Year Juryen (IVOTY), udtalte ved prisoverrækkelsen på IAA i Hannover:
"Tillykke til Renault Vans med sejren som International Van of the Year (IVOTY) 2027 med den nye Trafic Van E-Tech Electric. Det er Renaults sjette IVOTY-titel, og præcis 25 år siden Trafic-modellen sidst vandt prisen. Tidligere vindere for det franske mærke var Trafic i 2002, Master i 1998 og 2025 samt Kangoo i 2012 og 2022. Det vigtigste kriterium ved nomineringen og udvælgelsen af en varebil til International Van of the Year er dens bidrag til høje standarder inden for effektivitet, sikkerhed, miljøhensyn og bæredygtig vejtransport af lette varer. Den nye Trafic Van E-Tech Electric lever i allerhøjeste grad op til disse krav."
Revolutionerende teknologi og imponerende rækkevidde
Den nye Trafic Van E-Tech Electric præsenteres med en rækkevidde på op til 470 kilometer, understøttet af 800-volts teknologi, der muliggør lynhurtig opladning. Ved brug af en lynlader kan varevognen opnå 280 kilometers rækkevidde på blot 20 minutters opladning, og i bytrafik giver det 81 kWh store batteri op til 380 km. Dette gør den til en ægte gamechanger for professionelle, hvor rækkevidde og hurtig opladning er afgørende prioriteter.
Med en venderadius på kun 10,3 meter – svarende til en Renault Clio – og en højde på 1,89 meter er Trafic E-Tech Electric yderst agil i bymiljøer og passer nemt ind i de fleste parkeringskældre. Trods dens kompakte dimensioner tilbyder den et varerum på op til 5,8 kubikmeter, en lasteevne på 1,3 tons og kan trække 2 tons på krogen.
Komfort og innovation
Køreoplevelsen er designet med komfort for øje, takket være blandt andet multilink bagaksel og et personbils lignende layout. Varevognen fås også med et LFP-batteri på 60 kWh for kunder med mindre behov for ekstrem rækkevidde. Elmotoren yder 150 kW (204 hk) og et drejningsmoment på 345 Nm i begge versioner. Trafic Van E-Tech Electric er desuden udstyret med V2L (Vehicle-to-Load) og V2G (Vehicle-to-Grid) teknologi, hvilket åbner op for nye anvendelsesmuligheder.
Modellen er bygget på en innovativ skateboardplatform, der sikrer et kompakt design, et helt fladt gulv og maksimalt varerum ved at placere elmotoren bag i bilen. Denne konstruktion bidrager til bilens fleksibilitet og smidighed.
Software-defineret køretøj
En banebrydende innovation i den nye Trafic Van E-Tech Electric er introduktionen som Renault Groups første såkaldte software-definerede bil. Dette indebærer, at 80 ECU'er (Electronic Control Units) er erstattet af to supercomputere, der styrer bilens Android-baserede operativsystem, udviklet i samarbejde med Google. Dette giver en række fordele, herunder regelmæssige opdateringer og en personligt tilpasset køreoplevelse.
Forventninger til det danske marked
Hos RN Danmark, der importerer Renault, Dacia og Alpine i Danmark, er forventningerne til den nye elektriske Trafic store. Søren Hyltoft, Head of Communications og Marketing hos RN Danmark, udtaler:
"Det vil være en underdrivelse at sige, at vi glæder os til den nye elektriske Trafic. Den bliver en kæmpe aktiv for os. Allerede nu er vores Master E-Tech Electric, som jo blev International Van of the Year for to år siden, totalt dominerende i segmentet for de store varebiler – faktisk med 80 % markedsandel. Og den nye Trafic er ikke alene også nu International Van of the Year 2027 – den er også endnu mere banebrydende end Master E-Tech. Så vi har kæmpe forventninger til den."
Den nye Trafic vil blive tilgængelig som panel van, chassis cab og crew cab i 2027. Den er en af fire helt nye elvarevogne fra Renault, der forventes lanceret inden for de næste par år. Lanceringen i Danmark sker først i 2027, med priser forventes offentliggjort i oktober 2026.
