Kia PV5 Passenger udvider med nye 6- og 7-personers varianter
Kia lancerer nye 6- og 7-personers elektriske PV5 Passenger modeller. Oplev rummelighed, lang rækkevidde og V2L-teknologi til familie og erhverv.
Kia PV5 Passenger udvider med nye 6- og 7-personers varianter
Fredericia, den 3. juni 2026 – Kia udvider nu modelprogrammet for den elektriske PV5 Passenger med nye 6- og 7-personers konfigurationer. Disse nye varianter er udviklet for at imødekomme en stigende efterspørgsel efter fleksible transportløsninger til både familier, erhvervskunder og deletransport.
Kia PV5 Passenger er bygget på mærkets dedikerede E-GMP.S-platform og kombinerer rummelighed, komfort og avanceret teknologi i en alsidig elektrisk MPV. De nye sædekonfigurationer gør modellen velegnet til blandt andet familier, taxikørsel, lufthavnstransport, shuttle-services og andre former for persontransport.
Plads til flere passagerer med optimal komfort
Ud over den eksisterende 5-personers version tilbydes Kia PV5 Passenger nu med tre sæderækker og plads til enten seks eller syv personer. Med en indstigningshøjde på blot 399 mm og elektriske skydedøre er adgangen til både anden og tredje sæderække let og komfortabel.
6-personers udgaven har en 1-2-3 sædekonfiguration og byder på 315 liter opbevaringsplads ved siden af førersædet samt 318 liter bagagerumsvolumen bag tredje sæderække.
7-personers udgaven har en 2-2-3 konfiguration med 318 liter bagagerumsplads, som kan udvides til op til 785 liter med tredje sæderække nedfældet. Den flade gulvkonstruktion giver klassens bedste pladsforhold med op til 1.041 mm benplads, 1.076 mm frihøjde og 1.732 mm skulderbredde.
Rækkevidde og opladning i fokus
De nye 6- og 7-personers varianter får en forventet rækkevidde på mere end 390 kilometer (WLTP, afventer endelig homologering). Med DC-hurtigopladning på op til 150 kW kan batteriet oplades fra 10 til 80 procent på under 30 minutter. Ladeporten er placeret foran på bilen, hvilket gør opladning mere praktisk uden at begrænse adgangen til bagagerummet. Via Kia Charge får kunder adgang til over en million ladepunkter i 27 europæiske lande.
PV5 Passenger er desuden udstyret med Vehicle-to-Load-teknologi (V2L), som gør det muligt at forsyne eksternt udstyr med strøm direkte fra bilens batteri.
Komfort og avanceret teknologi
Kabinen er centreret omkring et digitalt cockpit med en 12,9" infotainmentskærm og et 7,5" digitalt instrumentering. Systemet understøtter løbende softwareopdateringer via over-the-air (OTA) teknologi og adgang til et voksende udvalg af apps via Kias infotainmentplatform og Pleos App Market. Kia har samtidig lagt stor vægt på komfort og køreegenskaber med forbedret støjisolering, reducerede vibrationer og optimeret undervognsopsætning. En venderadius på blot 5,5 meter gør bilen særligt velegnet til bykørsel, mens en omfattende pakke af avancerede førerassistentsystemer bidrager til sikkerheden.
Prisvindende platform og fremtidige planer
Kia PV5-familien omfatter Passenger, Cargo, Chassis Cab, Wheelchair Accessible Vehicle (WAV) og Crew Van. Modellen har allerede modtaget betydelig international anerkendelse, herunder:
- Kia PV5 Passenger blev kåret som "Family Car of the Year" ved TopGear.com Awards 2026.
- Kia PV5 Cargo blev kåret til "International Van of the Year 2026".
Derudover satte PV5 Cargo GUINNESS WORLD RECORDS™-rekord for længste distance kørt af en elektrisk varebil med maksimal last på én opladning med hele 693,38 kilometer.
PV5 er den første model i Kias Platform Beyond Vehicle (PBV)-strategi, der skal tilbyde skræddersyede og fuldt elektriske mobilitetsløsninger til både private og erhverv. Kia planlægger at udvide PBV-programmet med den større PV7 i 2027 og PV9 i 2029, hvilket på sigt vil resultere i mere end 40 forskellige karrosserivarianter.
Produktion af Kia PV5 Passenger med 6 og 7 sæder starter den 15. juli 2026. Priser og tilgængelighed hos de danske Kia-forhandlere annonceres snarest. Alle PV5-modeller leveres med Kias 7 års fabriksgaranti eller 150.000 km, og højvoltsbatteriet er dækket af en 8-årig garanti.
