Mercedes-Benz og Haaning Collection inviterer til historisk biludstilling

Oplev 140 års bilhistorie med Mercedes-Benz og Haaning Collection. Særudstilling i Bagsværd viser ikoniske biler fra 11. marts - 31. maj 2026.

11. marts 2026
3 minutter læsetid

Mercedes-Benz og Haaning Collection inviterer til historisk biludstilling

Bagsværd, Danmark – I anledning af 140-året for bilens opfindelse inviterer Mercedes-Benz i samarbejde med Haaning Collection til særudstillingen "Mercedes-Benz – Innovation gennem 140 år". Udstillingen, der åbner den 11. marts og løber frem til den 31. maj 2026 på Haaning Collection bilmuseet i Bagsværd, tager gæsterne med på en enestående rejse gennem bilhistoriens milepæle.

Besøgende kan forvente at se alt fra den første patenterede bil til nutidens mest avancerede modeller, herunder luksusbiler, sportsvogne, superbiler, racerbiler og de mere almindelige biler, der præger gadebilledet.

En hyldest til 140 års innovation

2026 markerer et dobbelt jubilæum for Mercedes-Benz. Udover 140-året for Karl Benz's banebrydende "Benz Patent-Motorwagen" i 1886, fejres også 100-året for grundlæggelsen af Daimler-Benz og selve Mercedes-Benz-mærket.

"Her hos Mercedes-Benz er vi naturligvis utroligt stolte af vores historie og arv, som stammer helt tilbage fra selveste opfindelsen af bilen," udtaler Mette Taarn Pedersen, pressechef hos Mercedes-Benz Danmark. Hun tilføjer: "Vi glæder os helt enormt over at kunne vise og dele nogle af de legender, ikoner og superstjerner, som har været med til at forme Mercedes-Benz DNA’et gennem de seneste 140 år."

Udstillingen starter ved begyndelsen med Haaning Collections egen genskabte og køreklar version af den originale Benz Patent-Motorwagen, der revolutionerede transporten i 1886 og gjorde afstande mindre og samfund tættere knyttet.

Nicholas Haaning fra Haaning Collection understreger passionen bag udstillingen: "Mercedes-Benz er ikke bare biler – det er rullende historie, innovation og passion. Med vores særudstilling inviterer vi gæsterne helt tæt på nogle af de biler, som har formet Mercedes-Benz’s udvikling igennem årene."

Fra ikoniske modeller til hyperbiler

Med hjælp fra danske samlere præsenterer udstillingen et bredt spektrum af modeller, der hver især fortæller en del af Mercedes-Benz's historie. Blandt højdepunkterne er en unik Mercedes S-Klasse, der tidligere har tilhørt Formel 1-stjernen Michael Schumacher. Ud over denne kan man opleve en af mærkets første dieseldrevne stationcars fra 1960'erne, den epokegørende 'Baby-Benz' fra firserne, og et af blot 99 producerede eksemplarer af den brutale og luksuriøse Mercedes-Maybach G-Klasse.

Et absolut trækplaster er hyperbilen Mercedes-AMG ONE, der med avanceret Formel 1-teknologi og over 1.000 hestekræfter repræsenterer det ypperste af Mercedes-Benz's innovative ingeniørkunst til dato.

Kurator og bilentusiast Nikolaj Karlshøj fremhæver udstillingens bredde: "Nogle af verdens mest kendte og epokegørende modeller, hvad enten det gælder sportsvogne, racerbiler, luksusbiler eller sågar helt almindelige familiebiler, er udviklet af Mercedes-Benz, og med denne udstilling har vi samlet en række af dem – fra de tidlige til de revolutionerende, de sjældne og de ekstreme."

Praktisk information

Særudstillingen "Mercedes-Benz – Innovation gennem 140 år" er et samarbejde mellem Mercedes-Benz Danmark og Haaning Collection.

Tidspunkt: 11. marts – 31. maj 2026 Sted: Haaning Collection, Generatorvej 10, 2860 Bagsværd.

Del artikel