Ida fra Odder vandt ny elbil i Støttelotteriet
Ida Marie Garder fra Odder vandt en Renault 5 elbil i Kræftens Bekæmpelses Støttelotteri. Læs hvorfor hun valgte bilen frem for 200.000 kr. kontant.
Ida fra Odder vandt ny elbil i Støttelotteriet
En uventet julegave landede tidligt hos Ida Marie Garder fra Odder, da hun vandt en helt ny Renault 5 E-Tech Electric i Kræftens Bekæmpelses Støttelotteri. Gevinsten kom på et perfekt tidspunkt for hende og kæresten.
For Ida Marie Garder, der normalt ikke spiller i lotterier, var opkaldet i oktober en stor overraskelse. Hun var den heldige vinder af september måneds bilpræmie i Støttelotteriet, en populær Renault 5 E-Tech Electric til en værdi af 234.990 kroner.
En velkommen gevinst
Gevinsten kunne ikke have været bedre timet. Ida Marie og hendes kæreste, Mathias, var allerede på udkig efter en bil nummer to, da han er startet på studie i Århus.
"Vi var allerede på jagt efter en bil, da jeg fik at vide, at jeg havde vundet en," fortæller en glad Ida Marie, da hun modtog nøglerne hos Renault-forhandleren Ejner Hessel i Tilst.
Parret, der i forvejen ejer en Renault Clio, havde muligheden for at vælge en kontantpræmie på 200.000 kroner, men valget faldt hurtigt på den nye elbil.
"Vi havde kigget på en brugt lidt større elbil, men vi er kun to i husstanden og en hund, så egentlig har vi ikke brug for en større bil. Så Renault 5 er perfekt," siger hun med et smil og tilføjer, at hunden fortsat får lov at køre med i deres Clio.
Støtte til en vigtig sag
Kræftens Bekæmpelses Støttelotteri afholder 10 årlige trækninger, og Renault er en hyppig partner, når det kommer til bilpræmier. Samarbejdet er vigtigt for begge parter, da lotteriet genererer et overskud på over 41 millioner kroner til kampen mod kræft.
"Vi har alle kræft inde på livet på et eller andet tidspunkt [...] derfor vil vi meget gerne deltage, når vi bliver spurgt," udtaler Søren Hyltoft, Head of Communications & Marketing hos Renault i Danmark.
Søren Bruun fra Kræftens Bekæmpelse bekræfter, at Renault er et populært mærke blandt deltagerne: "Vi ved efterhånden, hvilke biler der er populære som præmie – og Renault er klart et af de mærker, vi oplever, der er størst interesse for at vinde."
Næste chance i december
For dem, der drømmer om at vinde en ny bil og samtidig støtte en god sag, er der snart en ny chance. I december-trækningen er hovedpræmien en Renault 4 E-Tech Electric. Man kan deltage i lotteriet helt frem til den 18. december.


