Clever og Eviny i nyt samarbejde: 220 nye ladepunkter til elbilister
Clever og Eviny indgår partnerskab, der giver Clever One-kunder adgang til 220 nye ladepunkter, heraf 126 lynladere, i hele Danmark fra 5. februar 2026.
Clever og Eviny i nyt samarbejde: 220 nye ladepunkter til elbilister
Clever, Danmarks største ladeoperatør, har indgået et nyt strategisk samarbejde med energi- og teknologivirksomheden Eviny. Fra torsdag den 5. februar 2026 får alle Clever One-kunder adgang til at lade på Evinys danske ladenetværk uden ekstra omkostninger. Aftalen udvider Clever-kundernes ladeunivers med 220 nye ladepunkter, heraf 126 lynladepunkter, og styrker især mulighederne for hurtig opladning.
Udvidelse af lademuligheder og fleksibilitet
Samarbejdet sikrer Clever-kunder endnu bedre adgang til opladning i landets større byer og ved centrale trafikknudepunkter over hele Danmark. Især de mange lynladere i København, Holbæk, Odense, Aarhus og Varde vil øge kapaciteten og gøre opladningen mere fleksibel i områder med stigende efterspørgsel på elbilopladning.
Mathias Sukstorf Langkilde, ansvarlig for strategiske partnerskaber hos Clever, udtaler:
"Med Eviny-samarbejdet udvider vi ladeuniverset for Clever One-kunder, som nu får adgang til endnu flere lademuligheder i de større byer og på farten ved attraktive ladelokationer. Det giver vores kunder både mere frihed og større fleksibilitet i deres hverdag med elbil. Samtidig udnytter vi den eksisterende ladeinfrastruktur endnu bedre, så flere elbilister får glæde af den."
Fremskyndelse af ladeinfrastruktur og øget udnyttelse
Eviny har i de senere år etableret et ladenetværk på tværs af Danmark og har ambitioner om yderligere udbygning. Aftalen med Clever er et vigtigt skridt mod at udnytte den eksisterende kapacitet optimalt, hvilket potentielt kan fremskynde investeringerne i ny ladeinfrastruktur.
Bo Nielsen, Country Manager hos Eviny, forklarer:
"Samarbejdet med Clever vil bringe flere elbilister til vores lynhurtige ladestandere, øge udnyttelsen og fremskynde investeringerne i nye ladepunkter. Vi har allerede etableret en række stærke ladelokationer i de større byer og fortsætter udbygningen i takt med, at antallet af danske elbiler stiger. I februar åbner vi blandt andet en ny lynladestation i Aarhus-området, så vi fremover får tre stationer dér. Vores store lynladestation på Drejebænken i Odense bliver samtidig et godt supplement til Clevers placering lige ved siden af og vil kunne aflaste i de travle perioder."
Fakta om samarbejdet:
- Ikrafttræden: Torsdag den 5. februar 2026.
- Omfang: Aftalen omfatter alle Evinys nuværende og kommende ladepunkter i Danmark.
- Adgang for Clever One-kunder: Opladning på Evinys danske ladenetværk kan ske uden meromkostninger. Clevers app og ladebrik kan benyttes på alle Evinys ladestandere.
- Betaling pr. forbrug: For kunder med fx Clever Box eller Clever Go vil opladningen fremgå som en særskilt linje på fakturaen.
- Evinys netværk: Eviny driver aktuelt 30 lokationer med i alt 220 ladepunkter i Danmark og planlægger fortsat udbygning.
- Største lynladelokationer (pr. dags dato): Drejebænken i Odense (28 lynudtag), Holbæk Centrum og Havn (12 lynudtag), Frihedens Butikscenter i Hvidovre (12 lynudtag) og Kronen i Vanløse (10 lynudtag).

