Ford barberer 30.000 kr. af populære el-SUV'er

Mens priserne stiger mange steder, går Ford den anden vej. Mærket sænker nu priserne med op til 30.000 kroner på deres populære elektriske SUV'er, Explorer og Capri.

7. januar 2026
2 minutter læsetid
Ford Explorer og Capri. Foto: Ford
Ford Explorer og Capri. Foto: Ford

Ford melder sig ind i priskampen fra årets start og sænker priserne markant på deres to nyeste elbiler, Explorer og Capri. Se de nye fra-priser her.

Det nye år er skudt i gang med gode nyheder til de danske bilkøbere, der har gået og luret på en ny elektrisk SUV. Mens vi ofte hører om stigende priser, går Ford Danmark nu den anden vej og lancerer en række tilbud på deres elektriske modeller, Ford Explorer og den nye Ford Capri.

Ifølge en meddelelse fra importøren kan der spares op til 30.000 kroner, hvis man skriver under på en slutseddel inden den 31. marts 2026.

Ford Explorer nu under 250.000 kr.

Den største procentvise besparelse finder man på den kompakte familie-SUV, Ford Explorer.

Udstyrsversionen Style med det lille batteri (Standard Range) falder med 30.000 kroner, hvilket sender startprisen ned på 249.990 kroner. Denne model har en officiel rækkevidde på 378 km (WLTP) og kan lynlades fra 10 til 80 procent på 25 minutter.

7112003_Ford_DK_Nytaarskur_2026_Organisk_1440x1440px.jpg

Vælger man en af de andre versioner af Explorer, for eksempel med det store batteri, der giver op til 602 km rækkevidde, er besparelsen på 25.000 kroner.

Capri bliver også billigere

Den nyligt lancerede Ford Capri, der er en mere sporty udseende "coupé-SUV", får også et hak nedad i pris.

Her gælder samme princip: Basismodellen med det lille batteri og en rækkevidde på 393 km falder med 30.000 kroner, så den nu starter ved 269.990 kroner.

Alle øvrige Capri-modeller, inklusiv langture-versionerne med op til 627 km rækkevidde, sættes ned med 25.000 kroner.

7112003_Ford_DK_Nytaarskur_2026_Organisk_1440x1440px3.jpg

Vil gøre det attraktivt at skifte

Frank Skjærbæk, der er administrerende direktør for Ford hos NCG Motor Company, udtaler, at de med disse tilbud ønsker at gøre det mere attraktivt for danskerne at skifte til en elektrisk bil i starten af det nye år.

Han påpeger desuden, at Fords elbiler i Danmark sælges med en udvidet garanti på 5 år eller 100.000 km (hvad der kommer først).

De nye kampagnepriser gælder for biler med indgåede salgskontrakter fra den 23. december 2025 til og med den 31. marts 2026.

Del artikel

Oscar Siig

Chefredaktør. Elbilindehaver og ekspert i bilanmeldelser