BMW Generobrer Førersædet i AutoIndex 2026
BMW genvinder førstepladsen i AutoIndex 2026 efter at have vist årets største fremgang. Mærket vinder desuden Loyalty Award for 15. år i træk.
BMW Generobrer Førersædet i AutoIndex 2026
København, Danmark – BMW er tilbage på toppen. Den seneste AutoIndex-undersøgelse for 2026, bilbranchens mest omfattende måling af kundetilfredshed, kårer igen BMW som den samlede vinder. Dette markerer en betydelig tilbagevenden for bilmærket, der sidste år for første gang i 13 år måtte se sig overhalet af Toyota.
Udover at genindtage førstepladsen leverer BMW også årets mest markante fremgang i den samlede kundetilfredshed. Mærket opnår en stigning på 1,3 procent i et marked, der ellers generelt oplever en faldende tendens.
Vedvarende Kundeloyalitet belønnes
BMW's succes understreges yderligere af den prestigefyldte Loyalty Award, som uddeles i forbindelse med AutoIndex. Prisen måler bilejernes loyalitet over for deres bilmærke, og her fortsætter BMW sin uafbrudte sejrsrække. I 2026 går BMW frem med 0,8 procent og opnår en samlet score på 901 point. Det er 15. år i træk, at BMW vinder denne udmærkelse, siden prisen første gang blev uddelt i 2012.
Kundens oplevelse i fokus
Jan Askholm, administrerende direktør for BMW Danmark, udtrykker stor tilfredshed med resultatet.
”Det er en stor anerkendelse at være tilbage som nummer ét i AutoIndex. Vi arbejder hver dag for at levere en oplevelse, der lever op til kundernes forventninger – både ved køb af bilen og på værkstedet. Jeg vil gerne rette en stor tak til hele BMW netværket i Danmark - vores forhandlere og autoriserede værksteder - for den stærke indsats og for konsekvent at sætte kunden i centrum," udtaler Jan Askholm. Han afslutter med at takke kunderne for deres tillid og loyalitet.
Om AutoIndex 2026
AutoIndex er den største og mest anerkendte kundetilfredshedsundersøgelse inden for bilbranchen i Danmark. I årets første måneder har knap 15.000 danske bilejere bidraget med deres erfaringer ved at besvare mere end 120 spørgsmål.
Undersøgelsen gennemføres af konsulenthuset Loyalty Group, som står for indsamling og bearbejdning af svarene. Bilejerne vurderer deres oplevelser på en skala fra 1 til 7, som derefter omregnes til indekspoint fra 0 til 1.000. Resultaterne omfatter biler, der er op til fem år gamle.
